Sidste chance for at brevstemme er lørdag

Publiceret 15-11-2013

Hvis du er forhindret i at stemme på tirsdag den 19. november, når der er valg til kommunalbestyrelser og regionsråd, er det sidste chance for at brevstemme i morgen. Det kan f.eks. være på et borgerservicecenter eller et mobilt stemme-sted. ”Stem, stem, stem,” siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager.

På tirsdag den 19. november 2013 er der valg til kommunalbestyrelser og regionsråd. Hvis du er forhindret i at møde frem på afstemningsstedet på selve valgdagen, eller hvis det passer dig bedre at stemme på forhånd, kan du vælge at brevstemme.

Men fristen for at brevstemme nærmer sig. I morgen lørdag den 16. november 2013 er sidste chance for at stemme på forhånd til kommunal- og regionalvalget.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager siger:

Stem! Valget handler om dig og mig. Om alt det nære – vores skoler, ældrepleje og sygehuse. Og det er en mulighed for, at vi alle sammen kan deltage i og bidrage til vores fælles demokrati. Valget markerer, at én periode i kommunal- og regionalpolitik rinder ud, og at en ny periode begynder næste år. Så stem, stem, stem!

- Margrethe Vestager

Du kan brevstemme i en hvilken som helst kommune her i landet, altså ikke blot i den kommune, hvor du bor, men også i en anden kommune, f.eks. hvor du arbejder, tager en uddannelse eller er på ferie. Det kan f.eks. være på et borgerservicecenter, et bibliotek eller fra et mobilt brevstemmested.                    

Alle kommuner skal holde åbent for brevstemmeafgivning nogle timer mindst ét sted i kommunen den 16. november 2013, også selvom det er en lørdag, og kommunen normalt ikke har åbent den dag. Det er en god idé at tjekke kommunens hjemmeside for at se, hvor du kan brevstemme, og hvad åbningstiderne er.

Kommunen kan fortælle dig mere om, hvordan du gør, hvis du vil brevstemme.

Husk at medbringe legitimation, f.eks. kørekort, pas eller sygesikringsbevis, når du møder op for at brevstemme. Du kan også bruge dit valgkort, hvis du har fået det med posten

Kontakt

Christine Boeskov
TitelValgkonsulent
AfdelingDemokrati