Vælgererklæringer

Alle nye partier, der vil stille op til folketingsvalg eller Europa-Parlamentsvalg, skal først indsamle vælgererklæringer.

Det kræver i øjeblikket 20.195 vælgererklæringer at stille op til folketingsvalg og 70.680 vælgererklæringer at stille op til Europa-Parlamentsvalg.

Før et nyt parti kan begynde at indsamle vælgererklæringer, skal partinavnet dog godkendes af det uafhængige Valgnævn. Enhver, der har valgret, kan søge om at få godkendt et nyt partinavn.

Når Valgnævnet har godkendt partinavnet, opretter Indenrigs- og Sundhedsministeriet en indsamling for partiet i vælgererklæringsportalen på vaelgererklaering.dk. Der kan vælgerne finde en samlet oversigt over partierne, afgive en vælgererklæring og løbende følge med i, hvor mange vælgererklæringer de enkelte partier har.

Partierne kan indsamle vælgererklæringer i de tre år, hvor Valgnævnets godkendelse gælder. Når partiet har indsamlet vælgererklæringer nok, kan det anmelde sig for indenrigs- og sundhedsministeren og dermed få ret til at stille op ved næste valg.

Læs mere på vælgererklæringsportalen her.

Regelgrundlaget

Reglerne om indsamling af vælgererklæringer findes i § 12-12 b i folketingsvalgloven og § 11-11 b i Europa-Parlamentsvalgloven. Reglerne om proceduren for indsamling og afgivelse af vælgererklæringer er nærmere fastsat i vælgererklæringsbekendtgørelsen.

Her finder du folketingsvalgloven.

Her finder du Europa-Parlamentsvalgloven.

Her finder du vælgererklæringsbekendtgørelsen.