I tiden op til Europa-Parlamentsvalget den 25. maj 2014 oplyste Økonomi- og Indenrigsministeriet som sædvanligt kommende vælgere om, hvordan valget bliver afviklet. Informationerne blev bl.a. bragt på ministeriets valghjemmeside. Herudover sendte ministeriet som sædvanligt et postkort med information til de herboende ikke-danske EU-borgere, som har valgret til Europa-Parlamentsvalget i Danmark. Postkortet informerer om, hvordan disse EU-borgere kommer på valglisten til Europa-Parlamentsvalget i Danmark. Ministeriet er den 11. august 2014 blevet bevidst om, at en række af disse EU-borgere pga. en fejl i udtrækket ikke fik et postkort tilsendt.
Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager siger:
Jeg beklager den fejl, der er sket. For jeg synes, det er vigtigt, at alle borgere i landet kender deres rettigheder og muligheder, når de stemmer og deltager i demokratiet. Heldigvis er de omtalte postkort ikke den eneste måde at få oplysningerne på. Både danske og ikke-danske borgere har bl.a. også kunne finde oplysninger på ministeriets hjemmeside og på borger.dk.
- Margrethe Vestager
Fejlen har ikke afskåret den pågældende gruppe af herboende ikke-danske EU-borgere fra at søge om samt at blive optaget på valglisten til Europa-Parlamentsvalget i Danmark. Information om, hvordan man kommer på valglisten, har bl.a. været beskrevet på ministeriets valghjemmeside valg.oim.dk samt på borger.dk. Fejlen har heller ikke frataget de omtalte borgere muligheden for at stemme på kandidaterne i deres hjemland.
De manglende postkort til EU-borgerne har hverken haft indflydelse på opgørelsen af mandatfordelingen eller de valgte kandidater ved Europa-Parlamentsvalget. Det kan Økonomi- og Indenrigsministeriet efter nærmere undersøgelser konstatere. Efter ministeriets opfattelse ville det være under 100 personer, der – hvis de havde fået postkortet – ville have søgt om optagelse på valglisten og dermed kunnet stemme på de danske kandidater. Det skyldes, at det i praksis kun er ca. 1 pct. af de herboende EU-borgere, som modtager det pågældende postkort, der søger om at komme på valglisten til Europa-Parlamentsvalget i Danmark. Det tal er langt fra stort nok til at ændre på resultatet af valget den 25. maj 2014.
Ministeriet vil nu indføre yderligere sikkerheds- og kontrolprocedurer for at sikre, at en lignende fejl ikke kan ske ved fremtidige udtræk over de valgberettigede til Europa-Parlamentsvalg.