Søndag er valgdag - stem!

Publiceret 24-05-2014

I morgen er der valg til Europa-Parlamentet og folkeafstemning om en fælles patentdomstol. Afstemningerne begynder over hele landet kl. 9.00 og slutter kl. 20.00. ”Gør jeres indflydelse gældende og stem”, opfordrer økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager.

I morgen søndag den 25. maj 2014 skal danskerne stemme om, hvem der skal sidde på de 13 danske pladser i Europa-Parlamentet de næste 5 år. Samtidig skal danskerne tage stilling til, om vi vil være en del af en fælles patentdomstol. Valgstederne åbner over hele landet kl. 9.00 og lukker igen kl. 20.00.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager siger:

De beslutninger, der bliver truffet i EU, påvirker vores dagligdag i høj grad. Det handler bl.a. om, hvad der må tilsættes i vores fødevarer, hvordan vi beskytter vores personlige oplysninger og hvilke typer boliglån, vi kan tage. Derfor er det vigtigt, at alle vælgere gør sig klart, hvilke kandidater eller mærkesager de kan bakke op om og gør deres indflydelse gældende ved at bruge deres stemme!

- Margrethe Vestager

Resultaterne af folkeafstemningen om EU’s fælles patentdomstol offentliggøres løbende efter at valgstederne er lukket den 25. maj 2014 på www.dst.dk/valg. Resultaterne af Europa-Parlamentsvalget offentliggøres først fra kl. 23, når det sidste valgsted i EU er lukket, på www.dst.dk/valg. 

Sådan stemmer du

  • Husk at tage dine valgkort med til valgstedet (du får et valgkort til hver afstemning). Valgkortene er blevet sendt til dig med posten. Det står på kortene, hvor du skal stemme.
  • Hvis du ikke har modtaget dit valgkort, eller glemmer at få det med ned til valgstedet, kan du stadig stemme. Du skal blot medbringe gyldig legitimation, f.eks. pas, kørekort eller sundhedskort.
  • Vælgere, der har brug for hjælp til at stemme, f.eks. personer med fysiske eller psykiske handicap, har ret til at tage en personlig hjælper med ind i stemmerummet. Det kan bl.a. være en ægtefælle, barn eller ven. Henvend dig til en af de tilforordnede vælgere.
  • Vælger du at få en personlig hjælper med, skal der også en valgstyrer eller tilforordnet vælger med ind i stemmerummet. Ønsker du ikke at have en personlig hjælper med, vil to valgstyrere eller tilforordnede vælgere hjælpe dig med at stemme, hvis du har brug for det.
  • Valgstyrere og tilforordnede vælgere, der hjælper borgere ved stemmeafgivningen, har tavshedspligtom, hvad en vælger stemmer.
  • Hvis du på grund af manglende førlighed ikke kan bevæge dig ind i stemmelokalerne, kan du stemme lige uden for stemmelokalet, f.eks. i en bil parkeret ved indgangen. Henvend dig til en af de tilforordnede vælgere.

Fakta

  • Der er valg til Europa-Parlamentet hvert femte år.
  • I Danmark vælges 13 af de i alt 751 medlemmer af Parlamentet.
  • Ved Europa-Parlamentsvalg er der kun én valgkreds. Det vil sige, at alle vælgere kan stemme på alle kandidater og partier, der er opstillingsberettigede.

Kontakt