21. oktober er sidste frist for at anmelde kandidater til folketingsvalget

Publiceret 05-10-2022

Man kan enten stille op for et af de opstillingsberettigede partier eller som løsgænger.

Kandidater, der ønsker at stille op til folketingsvalget den 1. november 2022, skal senest være anmeldt fredag den 21. oktober 2022 kl. 12. Kandidater, som anmelder deres opstilling efter denne frist, kommer ikke på stemmesedlerne til det kommende folketingsvalg.

Anmeldelser om opstilling skal indleveres på skrift til Ankestyrelsen. Anmeldelser kan sendes med fysisk post eller e-post eller afleveres ved personlig henvendelse hos Ankestyrelsens afdelinger i Aalborg og København.

15 partier er opstillingsberettigede.

De partier, der blev valgt ind i Folketinget ved sidste valg og fortsat er repræsenteret i Folketinget, har automatisk adgang til at stille op til det kommende valg. Derudover er KD – Kristendemokraterne, Grøn Alliance, Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti, Moderaterne og Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg siden seneste folketingsvalg blevet opstillingsberettigede. Følgende partier kan opstille kandidater til folketingsvalget den 1. november:

A. Socialdemokratiet

B. Radikale Venstre

C. Det Konservative Folkeparti

D. Nye Borgerlige

F. SF – Socialistisk Folkeparti

G. Grøn Alliance*

I. Liberal Alliance

K. KD – Kristendemokraterne

M. Moderaterne

O. Dansk Folkeparti

Q. Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti

V. Venstre, Danmarks Liberale Parti

Æ. Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg

Ø. Enhedslisten – De Rød-Grønne

Å. Alternativet

* Grøn Alliance har meddelt Indenrigs- og Boligministeriet, at partiet ikke forventer at stille op til valget.

 

Nye partier kan nå at anmelde sig frem til mandag den 17. oktober kl. 12.

Kandidater, der ønsker at opstille uden for partierne (såkaldte løsgængere), skal sammen med kandidatanmeldelsen indlevere underskrifter fra mindst 150 og højst 200 stillere i den opstillingskreds, hvor kandidaten stiller op. Skema til brug for anmeldelse af kandidater uden for partierne fås ved henvendelse til Ankestyrelsen eller Indenrigs- og Boligministeriet.

Læs mere og hent skema til anmeldelse af kandidater, der opstiller til folketingsvalg for et parti, her.

Ankestyrelsens kontaktoplysninger

Kandidatanmeldelse vedrørende folketingsvalg kan sendes med fysisk post til:

Ankestyrelsen Aalborg
Nytorv 7, 2. sal
9000 Aalborg

Kandidatanmeldelser kan derudover afleveres ved personlig henvendelse på følgende adresser:

Ankestyrelsen                          Ankestyrelsen
Nytorv 7, 2. sal                          Teglholmsgade 3
9000 Aalborg                             2450 København SV

Kandidatanmeldelser kan endvidere sendes per mail med sikker (krypteret) e-post til mailadressen: sikker-mail@ast.dk. Meddelelser, der ikke indeholder fortrolige personoplysninger, kan sendes til ast@ast.dk.

Ankestyrelsen kan i øvrigt kontaktes på følgende telefonnumre:

Tlf. 41 99 19 01

Tlf. 41 99 19 02

Tlf. 41 99 19 03

Få flere nyheder om folketingsvalget: Følg @valgDK på Twitter.

Yderligere oplysninger

Valgkonsulent Christine Boeskov, valg@im.dk, tlf. 25 16 12 06

Presserådgiver Cecilie Rex Selmer, crs@im.dk, tlf. 72 28 24 17