Sidste frist for at brevstemme er i overmorgen torsdag

Publiceret 04-06-2024

Hvis du ikke kan stemme til Europa-Parlamentsvalget på valgdagen, er torsdag den 6. juni 2024 den sidste dag, du kan brevstemme.

Om få dage, søndag den 9. juni 2024, er der Europa-Parlamentsvalg. Hvis du er forhindret i at stemme på valgdagen eller i øvrigt foretrækker at stemme på forhånd, skal du nå at brevstemme senest torsdag den 6. juni 2024.

Den 6. juni 2024 holder kommunerne åbent for brevstemmeafgivning på mindst ét sted i hver kommune i tidsrummet kl. 9.00-16.00. Du kan tjekke kommunens hjemmeside for information om at brevstemme i kommunen.

Sådan brevstemmer du

  • Du kan brevstemme i en hvilken som helst kommune og ikke blot i den kommune, hvor du bor.
  • Du kan for eksempel møde op på et borgerservicecenter og brevstemme. Nogle kommuner giver også mulighed for at brevstemme på biblioteker eller andre steder. Gå ind på kommunens hjemmeside for at se, hvor du kan brevstemme, og hvad åbningstiderne er.
  • Du skal huske at medbringe gyldig legitimation, for eksempel kørekort, pas eller sundhedskort, når du møder op for at brevstemme.
  • Hvis du har brevstemt, kan du ikke stemme på valgdagen. Men du kan godt brevstemme igen inden for fristen – den nyeste stemme tæller.

Læs mere på Indenrigs- og Sundhedsministeriets valghjemmeside.

Få flere nyheder om Europa-Parlamentsvalget: Følg @valgDK på X.

Pressehenvendelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriets pressevagt:
Tlf.: 21 32 47 27 (modtager ikke SMS)
Mail: pressevagt@sum.dk 

Valgkonsulent Christine Boeskov, valg@im.dk, 25 16 12 06