Kan jeg få hjælp til at stemme?

Ja, alle har ret til at få hjælp til at stemme. Hvis du har brug for hjælp til at stemme på valgdagen eller ved brevstemmeafgivning, kan du få hjælp hertil eller benytte de hjælpemidler, der er stillet til rådighed.

Hjælp til stemmeafgivningen

Hvis du har brug for hjælp til at få forklaret stemmesedlen eller til at sætte dit kryds, kan du få hjælp til dette af to medarbejdere på valgstedet (valgstyrere eller tilforordnede vælgere).

Du kan også vælge at få hjælp af en person, du selv har valgt, i stedet for den ene medarbejder. Det kan for eksempel være et familiemedlem, en ven eller ægtefælle. I dette tilfælde vil hjælpen således blive ydet af både den person, du selv har valgt, og en myndighedsperson (en valgstyrer eller tilforordnet vælger).

Har du et fysisk eller psykisk handicap?

Så har du også mulighed for at få hjælp til stemmeafgivningen alene af én person, du selv har valgt, dvs. uden at der også skal medvirke en myndighedsperson (en valgstyrer eller tilforordnet vælger).

Der er to betingelser, der skal være opfyldt for, at du kan få hjælp alene af en person, du selv udpeger:

  1. Du skal selv klart og tydeligt kunne fortælle eller udtrykke over for en medarbejder på valgstedet, hvem der skal hjælpe.

Hvis du alene taler tegnsprog, har du ret til at udtrykke dit ønske på tegnsprog, evt. via en tegnsprogstolk, herunder en taktil tegnsprogstolk. Tegnsprogstolken kan f.eks. være en personlig hjælper eller ægtefælle.  

  1. Dit ønske om alene at få hjælp af den person, du selv udpeger, skal være begrundet i en umiddelbart konstaterbar eller dokumenterbar fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. 

Det betyder, at hvis dit handicap ikke umiddelbart er synligt, skal du vise dokumentation for dit handicap. Det kan f.eks. være et ledsagekort, et parkeringskort udstedt af Danske Handicaporganisationer eller en lægeerklæring.

Hjælp til at sætte dit kryds

Du kan få hjælp til at sætte dit kryds på stemmesedlen. Det er et krav, at du kan fortælle, hvilket parti eller hvilken kandidat du ønsker at stemme på, over for den eller dem, der hjælper dig. Det er ikke nok, at det f.eks. står på en seddel, som du har haft med hjemmefra, eller at det bliver formidlet ved hjælp af en tolk.

Hvis du alene taler tegnsprog, har du ret til at udtrykke, hvilket parti eller hvilken kandidat du ønsker at stemme på, på tegnsprog, evt. via en tegnsprogstolk, herunder en taktil tegnsprogstolk. Tegnsprogstolken kan f.eks. være en personlig hjælper eller ægtefælle. 

Brug for at stemme udenfor?

Du har også mulighed for at stemme lige uden for stemmelokalet, hvis du af særlige årsager ikke kan komme ind på afstemningsstedet. Det kan f.eks. være, hvis du er svagsynet, mangler førlighed, eller der er trapper eller lignende på afstemningsstedet. Du skal henvende dig til en medarbejder på valgstedet, der vil tage dit valgkort med ind i valglokalet og hente en stemmeseddel til dig. Du kan så udfylde stemmesedlen udenfor, eventuelt i din bil eller lignende, og lægge den i en stemmekasse, som vil blive bragt ud til dig. Medarbejderne på valgstedet skal sørge for, at du kan stemme, uden at andre kan se, hvad du har stemt.

Hjælpemidler

Når du stemmer på valgdagen eller brevstemmer, kan du også benytte de hjælpemidler, der er stillet til rådighed.

Nedenstående hjælpemidler skal være til rådighed på alle afstemningssteder på valgdagen og på kommunens brevstemmesteder (f.eks. borgerservice):

  • En sort pen med en stregtykkelse på mindst 0,7 mm og højst 1,0 mm til brug for afkrydsning af stemmesedlen.
  • En ikke-håndholdt lup, der har fast eller justerbar afstand mellem linse og objekt ved hjælp af ben eller tilsvarende (f.eks. en standlup). Luppen skal kunne forstørre tekst til mindst firedobbelt størrelse, og der skal være plads til at afkrydse stemmesedlen under luppen.
  • En ikke-håndholdt LED-lampe, hvis lysstyrke og lysfarve kan reguleres af vælgeren. Vælgeren skal kunne ændre LED-lampens placering, således at lysudfaldet kan tilpasses efter vælgerens behov.

Nedenstående hjælpemidler skal være til rådighed på mindst ét afstemningssted i kommunen på valgdagen og på mindst ét af kommunens brevstemmesteder (f.eks. borgerservice):

  • Et bord, der kan reguleres i højden (hæve-/sænkebord), og som måler minimum 90 x 60 cm og har fri benplads, således at en kørestolsbruger kan placere sig ved bordet.
  • Et forstørrelsesapparat med skærm af typen CCTV (Closed Circuit Television), hvor skriftstørrelse, kontraster og lysstyrke kan reguleres af vælgeren. Læsepladen skal kunne låses fast, når vælgeren skal afkrydse stemmesedlen. Forstørrelsesapparatet må ikke kunne tilkobles internettet og må ikke kunne affotografere stemmesedlen eller lagre data.

Ved landsdækkende folkeafstemninger og bindende kommunale folkeafstemninger skal der stilles et ekstra hjælpemiddel til rådighed:

  • En overlægsplade til stemmesedlen, hvor »Ja« og »Nej« er anført med punktskrift, og hvor der ud for »Ja« og »Nej« er udstansede huller til brug for afkrydsning af stemmesedlen. Overlægspladerne skal være udformet på en sådan måde, at stemmesedlen kan ligge fast under overlægspladen, når vælgeren skal afkrydse stemmesedlen.

Overlægspladen skal være til rådighed på alle afstemningssteder på valgdagen og kommunens brevstemmesteder (f.eks. borgerservice).

Hjælp ved brevstemmeafgivning

Du kan også få hjælp til at brevstemme. Hjælpen får du her af den eller de medarbejdere, der sørger for brevstemmeafgivningen.

I stedet for den ene medarbejder kan du udpege en personlig hjælper, således at hjælpen ydes både af en medarbejder og en person, du selv har valgt. Hjælpen kan også i visse tilfælde ydes alene af en personlig hjælper. Det er de samme betingelser, der skal være opfyldt, som når du får hjælp på valgdagen. Se afsnittet øverst på siden.

Tavshedspligt

De myndighedspersoner, der hjælper dig med at stemme, har tavshedspligt om, hvad du har stemt. Det gælder også oplysningen, om du overhovedet har stemt. De må heller ikke give dig råd om, hvem du skal stemme på eller opfordre dig til at stemme på et bestemt parti eller en bestemt kandidat. Det må en personlig hjælper heller ikke.