Sådan stemmer du til folketingsvalget, selvom du mangler dit valgkort

Hvis du medbringer dit valgkort, når du skal stemme til folketingsvalget den 1. november 2022, går det hurtigere. Men mangler du dit valgkort, er der råd for det.

Der skal afholdes folketingsvalg tirsdag den 1. november 2022. Du vil modtage dit valgkort med posten senest torsdag den 27. oktober 2022.

På valgkortet står, hvor du skal stemme. Du skal tage det med til valgstedet, for så går afstemningen hurtigere.

Men der er ingen grund til at fortvivle, hvis du har mistet valgkortet, eller hvis det ikke er kommet med posten. Du kan godt stemme alligevel, hvis du medbringer legitimation som pas, kørekort eller sundhedskort.

Kontakt din kommune, hvis du ikke har modtaget dit valgkort. De kan oplyse dig om, hvor du skal stemme.